Fantom Fissen

En ensom fortid del 1

Jeg har forsøgt i mange år at glemme min fortid den smerte ønsker jeg på ingen måde at leve igen, nu står jeg her med computeren foran næsen og bliver delvis tvunget i at skrive om mit liv, det er en hård pille at sluge.

Ensomheden og frygten kommer tilbage mens jeg skriver de her ord og bliver mindet om alt det jeg har forsøgt at glemme.

Jeg har forsøgt hele mit liv i at udvikle mig selv og blive et bedre mennesker derfor er denne bog mit sidste skridt på selvanerkendelse og accept for fortiden mit håb er at jeg kan udvikle mig og samtidig håbe at min historie kan bringe en hvis gavn til en person i samme situation.

Mit liv startede i en lille landsby på Island der hedder keflavik 1986 jeg var den 4 søn i familien og kort tid efter fik min mor en sidste søn, samlet var vi 5 drenge alt i alt.

Min mor og far kæmpede for at holde familien sammen økonomisk og meget mere at opdrage 5 drenge i et land som Island er ingen spøg mine forældre købte, renoverede huse og solgte dem til en hvis profit det var den måde de overlevede på.

Jeg kan huske som barn hvor svært det var alt flytte så meget som vi gjorde, der var ingen faste strukturer og vi hade svært ved at bevare venskaber og mere.

Det var tydeligt fra en meget ung alder at jeg var anderledes som person jeg var meget feminin i udseende samt personlighed på en måde voksede jeg op normalt bare i den forkerte retning, min mor og far kæmpede en brav kamp i at holde mit sande natur nede på trods af at det ikke var til min bedste interesse.

Jeg lærte at skjule mig selv fra andre hvis ikke jeg kunne holde det nede ville det resultere i at jeg var tæsket og moppet, som barn er det svært at forstå hvorfor folk hader en når man bare er sig selv og den had mødte jeg over alt folk var ikke sky for at dele deres mening eller tæske mig for at rette op på mig inklusiv lære og voksne.

Som barn var jeg meget positiv anlagt og meget kreativ de dage jeg blev mødt med had flygtede jeg i min fantasi skabte historier sange og tegnede hvis jeg ikke hade det i mit liv dengang tror jeg ikke at jeg hade overlevet den vold jeg blev mødt med, på en måde skabte jeg mig min egen verden og naturen var min største inspiration.

Island er kendt for deres sagne, myter, overtro og mit unge sind slugte det til mig, gennem hele min barndom hade jeg ingen venner mine venner var dem jeg skabte i mit sind de historier jeg bragte til livs med sang og skuespil, kan stadig huske den voldsomme ensomhed og desperation for at få en hvis kontakt med andre mennesker den smerte som både børn og voksne forvoldte mig med deres foragt og had.

Island i den tid har ingen forståelse over hvad en trans er, i den tid vidste ingen hvad det betød de hade dog en forståelse hvad en homoseksuel er og det var bestemt ikke set positivt på.

I dag kan jeg godt se at min familie har på deres måde forsøgt at beskytte mig mod de værste uheld, men skaden var sket allerede fra 7 års alderen fik jeg selvmords tanker og voldsomme panikanfalde jeg kunne ikke forstå med min lille hjerne hvorfor jeg var så forkert hvorfor ingen kunne elske mig eller vise mig kærlighed og omsorg selv min familie hade svært ved at vise det.

Det tog ikke lange tid for mig at lære at hade mig selv for alt det jeg var jeg blev mindet om det dagligt folk forsøgte at lokke mig til at lave noget forkerte jeg var et let offer der var alt for naiv og kunne ikke se folk hensigter børn forsøgte at lokke mig at afsløre mig selv at jeg kunne lide dukker at jeg elskede feminine ting.

Flere gange tiggede jeg børn om at være min ven til ingen nytte mit råb om hjælp blev ikke hørt jeg var alene.

i min barndom tog det lang tid for mig at få en bevidsthed om mit køn, jeg var 8 år da jeg begyndte at forstå at jeg ikke var en pige dvs min tidligste minde i alder af 3 år og op til 8 var jeg helt overbevist jeg var pige på trods af at alle omkring mig forsøgte at rette på min opførelse, i mit hoved var jeg ikke mere anderledes end andre piger og jeg lignede det også som ikke hjalp i længden.

Da jeg fandt ud af at jeg ikke var en pige oplevede jeg en hvis krise og da puberteten trådte ind var min verden ødelagt selvom min pubertet skabte ikke de store forandringer var det nok til at jeg var bange for at jeg vil blive som andre drenge, jeg valgte at lukke mig selv inde tror at i den den periode valgte jeg at lukke mine følelser og tanker ned jeg levede i frygt for at folk skulle opdage mine følelser og sande nature så det eneste jeg kunne stille op var at ikke leve et normalt liv og bare trække været ingen tanker ingen følelser ingen venner og ingen kontakt med nogen, hvis jeg bliver tvunget til at leve som dreng så vil jeg være død for verden.

jeg var ikke til at redde jeg var helt lukket ned med ingen changse for en redning intet kunne bringe mig frem.

Min største kærlighed var musik og kunst det var nok den eneste der var stadig levende i mig hvis jeg ikke kunne komme ud med mine følelser så kunne jeg altid tegne eller synge det var min eneste redning det eneste der fik mig til at trække vejret selvom jeg ikke kunne vise mine talenter til verdenen jeg led af enorm scene angst jeg frygtede at min fremtoning ville afsløre mit sande natur og derfor kunne jeg aldrig stå overfor andre og synge.

Fortryder i dag at jeg har ikke kunne udtrykke mig jeg spildte meste af mit liv på at skjule mig selv mit liv var tomt ensomt fyldt med frygt og et brændende ønske at være som andre.

I dag bliver jeg ofte prist for at være anderledes mit lange røde hår, smukke ydre og mange talenter, men da jeg barn var min anderledes fremtoning forhadt af alle, det udviklede sig til en trauma som jeg aldrig vil kunne slippe af sted med så selv i dag kan jeg ikke nyde og elske min unikke væsen selvhad var min anden natur en natur skabt af folks grusomhed.

Gennem mine teenage år var jeg slave til folks luner jeg kunne ikke sige fra jeg var konfliktsky og hade meget svært at snakke med andre jeg studerede andre mennesker som om de var aber og forsøgte at forstå deres sociale struktur men det var meget svært at forstå da ingen ville have mig som en del af deres netværk jeg var et fremmed element på alle planer.

Det allersværeste at vokse op som et barn med et transkønnet natur var at jeg hade ingen jeg kunne snakke til omkring det der var ingen som mig der hade de følelser og alle dem jeg ønskede at snakke til om det var ikke til at stole på, kan stadig huske hvad min mor sagte til mig da jeg var blevet voksen hvis jeg hade afsløret mig selv som homoseksuel eller noget andet har jeg nok været død i dag så stor had hade folk om mig dengang.

Som teenager forsøgte jeg flere gange at bryde ud af min skald men på grund at jeg har brugt meste af mit liv i at skjule mig selv for alt og alle var det nemt for andre at misforstå alt det jeg sagte det resulterede i mange besynderlige diagnoser fra psykologer og psykiater jeg blev sendt fra den ene speciale skole efter det andet skolen for mig var et fængsel fyldt med sultne hyæner jeg var et nemt offer og fokuset var aldrig på at jeg skulle blive kloger det handlede mere om hvordan kan jeg overleve denne dag uden hændelser.

Mine evner var stærkt tilknyttet det kreative og jeg kæmpede med at følge med i traditionel undervisning lærere snakkede ned til mig kaldte mig dum og meget mere, jeg fik aldrig at vide at mine talenter var noget værd det var så slemt at folk kalde mig retarderet og det eneste fremtid for mig var at blive taxa chauffør da det ikke krævede andet end et kørekørt selv kommunen kom ind over det og støttede det.

Det er sjovt at tænke hvor nemt folk kan bilde andre om at du er intet værd at du er værdiløs for samfundet, det var heldigt at jeg hade lidt kamp i mig og valgte at kæmpe imod den ideologi for hvis jeg hade valgt at tro på det har det sikkert ødelagt min fremtid og resten af min tillid til mig selv.