The Moon's daughter

Kapitel 7

---- Aries POV ----

Efter Alexandria havde forladt bordet, havde Atlas rystede på hovedet og Attis havde kigget misbilligende på ham, men havde ellers ikke sagt noget. Jeg var enig i at det lød... usædvanligt at en Hun-ulv ville kunne overleve sådan et overfald, men han kunne godt have ytret det pænere end han havde gjort. Vi var kun et par timer inde i vores jobs som bodyguards og havde allerede formået at blive sure på hinanden. Hvor var vi bare dygtige. Jeg skærpede min hørelse og tunede ind på hendes værelse, men det eneste jeg kunne høre, var den svage summen af hendes musik. Vores far havde ret i at nogle af os kunne yde godt af at få raffineret vores maner, i form af at blive mildere. Eller i det mindste bare opføre sig ordentligt overfor andre. Atlas, der havde spist færdigt, rejste sig med sin skål og gik ud til køkkenvasken for at efterlade den der inden han gik mod hoveddøren. Attis og jeg fulgte trop med vores skåle, dog gik jeg tilbage og hentede gryden for at sætte en tilbage på komfuret og lagde låget på, mens Attis rejste den væltede stol. Det kunne jo være, at hun ville komme ud fra sit værelse for at tage noget at spise, mens vi var væk. Jeg skævede mod hendes værelse inden jeg gik ud ad hoveddøren. Hvorfor var jeg ikke sikker på. Eller jo. Hun var vores Mage og lige nu var hun i et dystert humør, så det påvirkede mig et eller andet sted. Der var bare ikke noget at gøre ved det og jeg var ikke videre vil med det.

Stemningen havde været høj i Flokhuset og folk havde hygget sig med brætspil og med at synge karaoke. Et par timer inde var jeg blevet restløs og kunne ikke lade være med at tænke på, at Alexandria sad tilbage alene i hytten og at hun ikke rigtig havde spist da vi sad ved bordet. Vi havde heller ikke noget videre man kunne spise i hytten, hvilket vi hellere måtte få styr på, men jeg havde da ladet gryden stå. Hvilket nok ikke betød så meget, for hun havde jo ikke rigtig spidst noget af indholdet før hun forlod bordet. Så jeg havde sneget mig ud i køkkenet og samlet nogle af resterne fra fælles måltidet i Flokhuset og havde efterfølgende sneget mig tilbage til hytten. Ilden knitrede stille i kaminen i stuen og køkkenet samt spisestuen var ryddet pænt op. Jeg hæv et sæt bestik op af en af skufferne og gik mod hendes værelse, blot for at tøve foran hendes dør. Hvad nu hvis hun stadig var sur på os? Hvilket jeg fuldstændig forstod, hvis det var tilfældet. Jeg havde ingen ide om hvordan jeg skulle gribe det her an. Hun var vores Mage og jeg brændte inderligt for at gøre hende min, men jeg kunne ikke gøre det uden mine brødres tilladelse. Jeg havde ikke forventet at finde min Mage i dag og havde et eller andet sted aldrig rigtigt ønsket at finde hende, men nu havde jeg og jeg var ved at gå ud af mit skind fordi jeg ikke agerede på det. Der lod et bump inde fra biblioteket og jeg drejede rundt for at kigge derind, mens jeg trak mig ud af mine tanker. Og der sad hun i en af lænestolene under tæppet fra stuen. Hun havde lænet sig ned for at samle bogen op, der var faldet på gulvet og var fokuseret på det og ikke mig. Jeg lod kort mærke til at hun havde skiftet kjolen ud med en stor sweater. Bogen hun havde læst i, lagde hun med siderne ned mod tæppet og løftede koppen, der stod på det lille bord op, så hun kunne lægge bogen der var røget på gulvet på det. Så mærkede hun under koppen og satte den derefter oven på bogen. Hun satte sig til i rette i stolen igen og kigge så op og fik øje på mig, som om hun kunne mærke at jeg stod der. Hun pausede musikken i høretelefonerne og tog dem så helt af. Hun lagde dem rundt om koppen, mens jeg stille og roligt kom hen til hende. "Jeg var ikke sikker på hvad du var til så jeg tog lidt forskelligt." Jeg rakte hende tallerkenen og hun satte sig ret op, inden hun tog i med den. Hendes mave knurrede svagt og hun tog imod bestikket. Så langt så godt. "Tak." Hun gav sig til at spise i et roligt tempo og jeg rykkede den anden lænestol hen foran hendes og sætte mig ned. "Er det Dracula?" Jeg kiggede overrasket på bogen, der lå på tæppet. Jeg havde læst den utallige gange og nød stadig at læse den engang i mellem, hvilket var grunden til at den stod herude nu hvor det var blevet mit 'nye' hjem. Hun nikkede og holdt sig for munden med den ene hånd, da hun svarede. "Jeg har den selv, dog i en anden udgave så ville bare lige se om der var en forskel." Hun tog bestikket over i den ene hånd og samlede bogen op. "Og det er der. Jeg er ret sikker på at den her er en af de få første udgaver, selvom det ikke står i den, for den er ikke lige så finpudset i sproget og i detaljerne som min." Hun bladrede om på den første side og fremviste den til mig. Og rigtig nok, der stod ikke noget med udgave eller opslag, på den side, hvilket jeg aldrig havde tænkt over. Så jeg nikkede bare og hun klappede bogen sammen, inden hun lagde den ned på tæppet igen.

Hun fik spist færdigt og løftede koppen og høretelefonerne op for at sætte tallerkenen oven på bogen og satte så koppen oven på tallerkenen. Hun rykkede sig lidt længere ned i stolen med høretelefonerne i skødet. "Spørg nu bare." Hun kiggede vidende på mig og jeg lænede mig lidt frem på stolen, efter at have siddet tilbagelænet, mens jeg stille studerede hende. "Hvad skete der helt præcist?" Hun stivnede lidt og bed sig så i indersiden af kinden. Jeg skulle til at fortælle hende, at hun ikke behøvede at fortælle det hvis hun ikke havde lyst, men hun kom mig i forkøbet. "Efter de første par overfald i Flokken, indførte Alfaen et buddy-system, så man altid var mindst to sammen når man var uden for huset. Jeg var dog undtagelsen til det for jeg fik et decideret udgangsforbud, men efter lidt under en uge fik jeg nok og sneg mig ud. Overfaldene var stadig et realt problem så jeg holdt mig tæt på bygningen og det var stadig lyst, så jeg tænkte at jeg var sikker." Hendes højre hånd lagde sig om hendes venstre skulder, mens hun stirrede ligefrem for sig. "Røvhullet sneg sig ind på mig bagfra og forsøgte at lukke af for min luftveje, men hvad han ikke kunne vide var at jeg ligesom resten af Flokkens Hun-ulve er oplært som Kriger, så jeg kæmpede i mod. Røvhullet havde ikke forventet så stræk modstand og var åbenbart ikke vant til at kæmpe i sne, så det vente sig hurtigt til min fordel. Og jeg ville have kunnet tage ham, hvis det ikke havde været for at han begyndte at skifte. Der var ikke lige så meget jeg kunne stille op mod hans klør og han ville have revet min hals op også, hvis det ikke havde været for min far. Han skød svinet i skulderen med hans riffel, da han ikke ville kunne nå at komme over til mig." Hun smilede halvt ved mindet og masserede langsomt stedet ved hendes skulder. "Jeg kan ikke huske hvordan han ser ud, men hans øjne har ætset sig ind i mit sind." Hun slap sin skulder og løftede høretelefonerne halvt op. "Og det er egentlig derfor jeg går med dem her. Jeg kan fortabe mig i musikken og lukke minderne ude for en stund." Hun skjulte et gab med bagsiden af den ene hånd. "Jeg tror jeg vil gå i seng, men tak for maden..." Hun trak det lidt ud og bed så ned i den ene side af underlæben. "Sorry, men jeg kan ikke huske hvem af jer, der er hvem." Jeg sendte hende et skævt smil. Det kunne også være svært nu hvor vi lignede hinanden så meget. "Attis, sad på bagsædet sammen med dig og til venstre for dig ved bordet. Ham du blev sur på, er Atlas." Hun nikkede kort. "Det skulle jeg ikke være blevet. Det er ikke hans skyld at os Hun-ulve altid bliver undervurderet." Jeg trak endnu en gang på smilebåndet. Hun var stærk og selvsikker, for ikke at nævne en smule rapkæftet og jeg elskede det, for det var ret gode kvaliteter for en Mage, der skulle holde styr på os tre, men også fordi jeg fandt det... Jeg stoppede min egen tanke gang og fokuserede tilbage på hende. "Hvilket må betyde at ham, der ligner en græsk gud mest, er Aries." Hun sendte mig et skævt smil og jeg stirrede bare dumt tilbage. Hun havde lige givet mig et kompliment, eller halvt i det mindste, uden videre og af en eller andet grund gjorde det mig mundlam. "Got it." Hun rejste sig med høretelefonerne i den ene hånd og tallerkenen med koppen oven på, i den anden. Tæppet faldt halvt på gulvet og afslørede det faktum at det eneste hun havde haft på under tæppet, var et par korte velour shorts, der nærmest kun lige dækkede hendes røv. Jeg blev siddende i stolen med et stramt grev om armlænene, bare for at være sikker på at jeg ikke gjorde noget dumt. Noget dumt, som jeg virkelig, virkelig godt gad at gøre lige nu. Hun kom tilbage til gangen og sendte mig et kort smil inden hun gik ind på sit værelse. Jeg fik endnu et glimt af hende og jeg greb lidt hårde fast i stolen. s**t, det kom til at blive svært at lade hende være, hvis hun havde tænkt sig at gå sådan klædt resten af tiden. Jeg mener, det var svært nok i forvejen og jeg havde virkelig ikke brug for flere ting, der gjorde det besværligt for mig, at holde mig væk.