The Moon's daughter

Kapitel 16

---- Alexandria POV ----

I det samme kom Attis ind i rummet. "Hvad laver i? Jeg kan høre jer helt ind i soveværelset." Han kiggede fra Atlas' arrige ansigt til mit, der måtte afspejle min Ulvs tristhed. "Jeg minder hende bare lige om hvor dumt, det var at fortælle Luce at vi var Mager." Atlas snerrede ad hans bror, der blot kiggede upåvirket tilbage. "Jeg kan ikke se problemet. Det er hvad vi er." Attis trak ligegyldigt på skuldrene, men Atlas knurrede tilbage. "Vores Ulv har nok valgt hende som Mage, men VI har ikke. Hun er ikke andet end en svag Alfa datter, der kræver beskyttelse." Hans stemme var tættere på en knurren end egentlige ord, men jeg forstod udmærket godt hvad han havde sagt. Han var så sur og ved siden af sig selv at han havde rejst sig. "Atlas." Attis' stemme var advarende, men det ændrede ikke på noget. Jeg havde fået nok og jeg gik bestemt hen mod Atlas. "Svag." Jeg fnyste ad ham, mens vi næsten stod brystkasse mod brystparti. "Hvem kalder du svag? Det er dig, der er ved at miste selvbeherskelsen lige nu. Det var dig, der var ved at miste den i supermarked også. Det er dig, der ikke tør sige højt til andre at du har fundet din Mage. Det er dig, der gemmer sig bag sine brødre." Han knurrede og greb fat i min sweater og trak mig det sidste stykke hen til ham. Jeg var på tynd is, men jeg var ligeglad. Selv nu hvor jeg kunne mærke varmen stråle ud gennem ham og videre ind i mig, følte jeg intet. Min Ulv var ikke det mindste påvirket af hans nærhed. Det var muligt at han var min Mage, men han var også et kæmpe røvhul, der havde såret min Ulv, der ikke ønskede andet end at være sammen med ham. "Du er så arrogant og selvcentreret at du ikke kan se længere end til din egen næsetip..." En høj knurren afbrød slutningen på min sætning, der ville have været fyldt med en masse andre knap så flatterende ord omkring ham. Attis hoppede over køkkenbordet, halvvæggen og videre over sofaen, greb Atlas hånd, hvor hans Ulvs klør var kommet frem og i processen blev jeg væltet omkuld. Mit ansigt ramte hjørnet på sofabordet og jeg løftede en hånd op til det. Det hele var forgået som i slowmotion, Attis' hurtige bevægelser, Atlas der var tæt på at afreagere på mig og mig selv, der væltede baglæns, da Attis gik imellem os. Noget lettere varmt, der hurtigt blev klamt og koldt flød ud over mine fingrer og jeg flyttede dem langsomt væk fra mit ansigt. Fingrene var røde af blod da jeg fjernede dem og et kort sekund lå jeg bare og kiggede på det. Som om jeg ikke var i stand til at opfange hvad der var sket. Men så tog min vrede til og jeg så rødt, så at sige. Attis knurrede dæmpet og da jeg kiggede op, kunne jeg se at hans øjne også var blevet mørke, men de var rettet mod blodet på mine fingre og fløj så op på Atlas, hvis øjne langsomt blev deres normale farve igen. Mine øjne vidste jeg var ved at blive mørke og den mørke farve ville tage til, mens vreden rasede gennem min krop. Det selvcentreret røvhul. Magen til uopdragent... Mine tanker druknede i min Ulvs dystre knurren, der fik min krop til at skælve let.

---- Aries POV ----

Alfaen havde holdt mig tilbage, da han lige ville veksler et par ord. En samtale jeg skulle have vendt med mine brødre, men det måtte vente til i morgen for jeg var smadret. Jeg lukkede øjnene og gned mig over ansigtet, mens jeg åbnede døren ind til hytten. Lugten af blod fik mig dog til at åbne øjnene dem med det samme. Alex, lå på gulvet mellem sofabordet og sofaen med en kæmpe flænge, der gik fra venstre øre og næsten hele vejen ned til hendes mund. Hun blødte voldsomt, men havde blikket rettet mod mine brødre, mens en let skælven rykkede kort i hende. Attis stod vendt halvt mod hende og den ene hånd havde et fast greb om Atlas' håndled. Attis' øjne var mørke og fikseret på Alex' ene hånd, der var smurt ind i blod. Ikke fordi han havde en blod fetish. Nej grunden lå i at vores Mage var blevet skadet og han nu kæmpede med ikke at agere på det. Kampen i hans øjne var tydelig, hvilket betød at synderen her måtte være Atlas. Det var altid Atlas. Hans Ulv lå også lige under overfladen, så både Ulvens hjørnetænder og klør var fremme. Hans øjne var mørke, men falmede langsomt, mens han så til at blodet flød fra hendes kind. Hun tog den blodige hånd op og dækkede flængen, mens hun brugte den anden til at skubbe sig op fra gulvet. Hun kiggede på Atlas, med en vrede meget lig med den der var at spore i hans øjne. "Du er virkelig ikke det værd." Hendes stemme var kold, men alligevel så kraftfuld, at det sendte kuldegysninger hen over min hud. Jeg var glad for at hendes ord og opførelse ikke var rettet mod mig, lige nu. Hun trådte op i sofaen, sprang over ryggen og styrtede mod sit værelse. Der lød en skræppen og noget blev flyttet ind foran hendes værelses dør. Jeg rykkede mig væk fra døråbningen. "Ud... Nu." Jeg fik øjenkontakt med dem begge på skift og de flyttede sig langsomt væk fra hinanden. "Få løbet det der af jer... NU!" De bakkede tilbage og gik så rundt om sofaen og trak deres trøjer af mens de kom mod mig. De kastede dem hen på den ene lænestol og skubbede skoene af. De trådte forbi mig og ud på terrassen, hvor det sidste tøj røg af og skiftede så til ulveskikkelse. De kastede med hovedet og sprang ned af trappetrinene og løb så mod skoven. Jeg samlede resten af deres tøj op og smed det på lænestolen, hvor deres trøjer lå. Så knælede jeg ned ved sofabordet og lukkede øjnene for ikke at kigge på pletten af blod. For helvede da også. Min Mage var kommet til skade og jeg havde ikke været der til at beskytte hende. s**t det gjorde ondt og min Ulv peb modløst i mit hoved. Jeg trak på min Ulv og fokuserede på hvad han var i stand til at sanse, inden jeg mistede mig selv til smerten i at have fejlet hende. Alex havde fra start været på duft neutraliserende midler, så det var ikke til at afkode hendes egentlig sindsstemning, medmindre hendes øjne formørkedes selvfølgelig, men selv der kunne det være svært at afkode når personen var på de midler. De skjulte simpelthen det meste og det var irriterende, når vores måde at afkode var gennem modpartens duft. Hvad hun dog ikke kunne var at skjule sin duft i blodet og fordi min Ulv var så stærk som den var ville jeg være i stand til at få en ide om hendes sindsstemning, da hun havde lægget her, gennem blodet. Og en følelse skinnede igennem tydeligt. Trods. Hvad end, der havde startet det så havde hun nægtet at underkaste sig vedkommende hun havde stået overfor. Hun havde taget 'kampen' op. Der var et hint af tristhed og svigt. Styrke og vrede. Og noget andet. Noget der føltes velkendt for min Ulv, men stadig umulig at sætte en finger på for min menneske halvdel. Jeg rejste mig langsomt op og lod Ulven falde i baggrunden igen. Med en hovedrysten gik jeg op til hendes dør og bankede på. Hun svarede selvfølgelig ikke, men jeg kunne høre at hun bevægede sig rundt derinde. Jeg bankede på igen, for jeg havde brug for at se hende. "Alex?" Hun svarede stadig ikke og så blev der tændt for musik på den anden side. Jeg kunne sagtens skubbe døren op, lige meget hvad hun havde skubbet foran den, men jeg valgte at respektere hendes ønske om ikke at snakke, selvom det pinte mig at gøre det. Jeg gik nedenunder igen og ind i køkkenet. Vi kunne ikke have en blodplet på gulvet, hvis nogen valgte at komme forbi og jeg måtte bare håbe på at flængen på Alex' kind ikke var for tydelig næste gang hun mødte nogen fra Flokken. Ellers stod vi overfor en ordentlig røvfuld. En røvfuld vi helt klart havde fortjent. Hvad fanden havde Atlas dog tænkt på?