The Moon's daughter

Kapitel 5

---- Alexandria POV ----

Jeg kiggede mig kort over skulderen og så hvordan trillingerne stod stimlet sammen ved et af træerne i udkanten af lysningen. Jeg kunne se små skyer når de pustede tungt ud og vidste de var irriteret. Jeg skulle egentlig ikke bruge målingen af mellemrummet mellem træerne til noget, men jeg forsøgte at give mig selv lidt tid, til at vænne mig til tanken om at vi skulle bo sammen på så lidt plads. Jeg havde forventet at jeg ville være i Flokhuset på samme etage som dem, men ikke bare os fire for os selv. Jeg trak vejret dybt ind og skævede til dem. Ingen af dem kiggede i min retning længere og jeg bøjede mig ned og samlede en håndfuld sne op. Så gik jeg langsomt videre for at fortsætte med at måle afstanden mellem træerne, mens jeg diskret samlede sneen til en snebold. Da sneen sad godt sammen, drejede jeg rundt og kylede den mod trillingerne. Jeg sigtede efter ham der havde kørt bilen og som jeg gættede på var den ældste af dem, at dømme efter hvordan han gik forrest og hvordan de to andre fulgte trop. Jeg havde også valgt ham fordi det var ham der havde opført sig som det største røvhul tilbage på mit værelse. Og det her var min måde at få lidt hævn for hans opførelse. Snebolden ramte ham øverst på højre skulder med et smæld og de drejede sig synkront mod mig. Jeg havde allerede endnu en snebold klar og kastede mod ham, der havde stået tættest på træet. Han duggede sig og den splattede ud på træstammen. De knurrede alle tre og samlede sne op for at kaste sig ind i sneboldkampen. Jeg brugte træerne til at dugge og undvige deres snebolde. Jeg kunne ikke lade være med at små grine, mens kampen rigtig tog fat og brødrene også begyndte at kaste efter hinanden. Det var det her jeg havde brug for. En oprigtig føling på dem og den fik jeg her. De var måske slet ikke så forfærdelige som først antaget. Den ældste og en af de andre kom tættere og tættere på og jeg kastede mig ind mod det nærmeste træ med alt min vægt og sneen, der havde lægget i trækronen, røg ned og væltede dem omkuld i sneen på jorden. Den ældste knurrede dybt og arrigt, mens ham den anden grinene. Jeg gik lidt væk fra træet og skulle til at række ned efter noget nyt sne til endnu en snebold, da en hånd greb fat om mit håndled. Billeder fra overfaldet gled gennem mit hoved og jeg reagerede instinktivt. Jeg drejede rundt i grebet, slog mod solarplexus, greb ordentligt fast i vedkommendes vest og slyngede dem gennem luften. Han landede tungt i sneen ved siden af de to andre med et støn og da gik det op for mig at det var den sidste af brødrene og ikke min overfaldsmand. Jeg løb gennem sneen mod ham og ignorerede de to andres stirren i mens. "Hvad laver i?" Jeg stoppede op et par skridt fra ham jeg havde brugt som kastebold og kiggede op på deres far. Hans Mage stod bag ham og kiggede misbilligende på os, så jeg flyttede blikket tilbage til Alastor. "Team-building." Han kiggede undrende på mig. "Team-building?" Jeg nikkede og smilede skævt til hans søn, der satte sig op med et støn og kiggede både en smule surt og overrasket på mig. "Der findes ikke nogen bedre måde at lære hinanden at kende, vel?" Deres far grinede og rystede så på hovedet, mens han så kiggede skiftevis på sine sønner. "Du skal vide at du altid kan komme til mig, hvis det er." Ud af øjenkrogen kunne jeg se hvordan trillinger stivnede og derefter rejste sig og børstede sne af sig. "Vi har styr på det." Den ældste nedstirrede deres far og hans brødre knurrede sammentyggende, dog lod dens ene knurren en smule hul. Jeg havde måske gjort lidt skade på ham og skyldte ham muligvis en undskyldning, men kun muligvis. For jeg havde aldrig været god til at være underdanig.

Trillingerne havde praktisktalt slæbt mig med ind i hytten efter deres fars uanmeldt besøg. Her havde de givet mig en kort rundvisning og så gået ud af hytten igen. Der var åbenbart nogle praktiske opgaver de skulle løse, som krævede at jeg ikke var i nærheden, hvilket jeg havde det fint med. Jeg hentede min sportstaske og slæbte den med ind på hvad, der var mit nye værelse. Værelset var en del mindre end det jeg var vant til, men havde dog eget badeværelse, hvilket var en fordel, for jeg havde lidt frygtet at vi skulle dele et. Værelset indeholdt en dobbeltseng, der nærmest stod lige inden for døren, et skrivebord, et garderobeskab, en kommode og et par hylder var placeret over sengen. Et stort vindues parti, med tunge gardiner trukket for vendte ud mod skoven og jeg kunne lige ane lysningen vores sneboldkamp havde forgået. Jeg satte sportstasken på sengen, trak mine høretelefoner op, startede musikken og begyndte at skubbe rundt på møblerne, så sengen stod op af vinduespartiet og skrivebordet, der hvor sengen havde stået. Under de tunge gardiner, var et sæt tyndere gardinerne, der stadig var tykke nok til at holde lyset ude, så jeg havde trukket de tunge gardiner fra så de hang på hver side af sengen. Omrokeringen gjorde det lettere at komme ind og ud af værelset og det lignede også, at der nu var mere plads. Jeg gik derefter i gang med tasken, der hurtigt blev tømt og tingene lagt og hængt på plads og jeg havde så skubbet tasken ind under sengen. Da jeg var færdig på værelset, gik jeg på opdagelse i hytten, der mindede mere om et egentligt hus end en hytte. Den havde selvfølgelig trægulve og de udvendige vægge var også af træ, men mindede stadig mere om et hus. Væggene indenfor havde træpaneler op til omkring min hoftehøjde og gik så over i tapet. Når man trådte ind i hytten, trådte du direkte ind i stuen, der havde en stor pejs lavet af mørke sten og et plusset tæppe lå på gulvet foran. Området havde et sofabord, en trepersoners sofa, en topersoners sofa, to lænestole og to puffer, der stod foran hver lænestol. Under den første del af vinduespartiet, der havde de samme tynde gardiner som mit værelse, her var de dog ikke trukket for, ved siden af døren, var der sat skoreoler op og en stor plante stod i hjørnet ved den sidste del af vinduespartiet. Lige ved døren, var der lavet halvvægge så man kunne se ind i køkkenet og videre ind i spisestuen. Bordpladerne i køkkenet var lavet i en lysebrun stentype og hårdhvidvarerne var holdt i stål. Køkkenet dannede et u, hvor indgangen/udgangen var vendt mod spisestuen og man havde udsyn til hele rummet. Spisebordet og stolene var holdt i egetræ ligesom sofabordet og benene på resten af møblerne i stuen og et stort vinduesparti prydede væggen og viste samme udsigt som det i stuen. Igen de samme tynde gardiner og her var de trukket halvt for, men man kunne stadig se Flokhuset, der var på fire imponerende etager og bygget som et kunstværk, lød det som om. Det lå et pænt stykke væk fra hytten, så man kunne skrige lige så højt man ville uden, at det kunne høres ovre hos dem, hvilket jeg ikke kunne bedømme om var godt eller skidt. For enden af spisestuen var der en dør, der første ind på trillingernes værelse og selvom jeg havde stor lyst til at se hvordan de boede, gjorde jeg det ikke. Væggene havde forskellige størrelser af malerier, med abstrakt kunst og farverne på dem passede perfekt til underetagens materialer. Overfor halvvæggen mellem stuen og køkkenet var der et par trin op, der førte op til mit værelse og et bibliotek, holdt i en mørkere træsort. I gangen mellem de to rum var der for enden endnu et kæmpe vinduesparti, dog uden gardiner, hvor man kunne se ind i skoven bagved. En træstub stod et lille stykke fra skovkanten og en økse, med et tyndt lag sne sad fast i den. Et bjerg af brænde lå et par skridt fra træstubben. Jeg snuppede det vamset tæppe fra sofaen og satte mig på gulvet foran vinduespartiet i gangen. Skoven havde altid haft en beroligende effekt på mig og jeg kunne godt bruge det lige nu, for mine nerver sad lidt uden på tøjet over omvæltningen.