i see you in my eyes

Smaller than Jimin

KAPITEL 4

Fra Jimins synsvinkel 

Da jeg stod backstage og hørte hende fortælle sin historie, blev jeg rørt. Tænk at en pige som hende havde været igennem det. Jeg fælder en tåre og Namjoon tog mig i det. Han sagde bare “ ja, hun er en helt speciel pige hende der” og smilede af, at jeg stod og græd over en pige, jeg havde mødt for første gang for et par timer siden og stadig ikke havde fået hendes navn. Jeg ved stadig ikke, hvad hun hedder. 

Da hun var færdig var det tid til min solo, og jeg havde aftalt med de andre, at jeg gerne ville have hende med på scenen, når jeg performede “Lie” og så ville jeg gerne overraske hende ved at snige mig ind på hende på scenen. Så jeg sagde til teknikerne at de skulle vente med at starte musikken, til jeg stod bag hende.

 Fra min synsvinkel

Jeg stod længe bare og kiggede ud på publikummet som klappede og var glade, så begyndte musikken og jeg vendte mig om for at se hvem der skulle performe, da jeg fik et chok, da Jimin stod lige bag mig. Vi stod få centimeter fra hinanden, da han startede med at performe til hans solo sang “Lie”. Normalt ville Jimin starte længere inde på scenen og arbejde sig udad, men nu var det som om han bevægede sig rundt om mig.

På et tidspunkt står han ved siden af mig, og viser et par dansetrin og han gør tegn til, at jeg skal prøve. Jeg prøver og første gang går det ikke helt, jeg havde nær væltet os begge to. Så tog han fat i mig og hjalp mig med at lave trine, og så kunne jeg. Jeg gjorde det igen og igen og vi gjorde det sammen. 

Da jeg var lille, ville jeg gerne lære at danse, men det var som om jeg havde to venstre fødder, så jeg gav op. Jeg kunne slet ikke forstå hvordan jeg kunne hoppe rundt og danse. Det må være et mirakel med navn Jimin.

Fra Jimins synsvinkel

Det var fedt, at kunne få lov til at stå lidt tæt med hende, og så lære hende et par dansetrin. Hun fandt hurtigt ud af det efter et par gange hun havde prøvet. Hun ser så sød ud, når hun hopper rundt på scenen og smiler, mens hun danser de trin, jeg havde vist hende. Jeg kan ikke lade være med at smile af hende. Jeg ville ønske at det her øjeblik aldrig ville ende, men desværre er min sang ved at være slut.

Fra min synsvinkel

Da Jimin er færdig med at synge, kigger jeg på ham og kan ikke stoppe med at smile til ham. Han kommer hen til mig. Han spørger mig “ er du tørstig?” Jeg nikker “ vil du med backstage og få noget at drikke?” Spørger han, og jeg nikker igen inden vi går om bag scenen. 

Da vi kommer backstage, er Namjoon på vej op på scenen for at performe hans solo sang “Love” og Freja er på vej på scenen sammen med ham. Inden de går på scenen, når mig og Freja lige at udveksle blikke. Jeg kan fornemme det i hendes blik. Det her så urealistisk. Som om det er en drøm. 

Backstage sidder jeg sammen med drengene og snakker. De har mange spørgsmål. Først spørger de mig sådan nogle basic spørgsmål som, hvor gammel er du? Bor du i byen? Også et spørgsmål der minder mig om, at der er noget vigtigt at jeg har glemt at fortælle dem. Hvad hedder du? Jeg havde fuldstændig glemt at fortælle hvad jeg hed. Normalt når jeg møder nye mennesker ved jeg ikke, hvad de hedder, så der kommer det naturligt at man udveksler navne, men jeg kendte allerede deres navne. Så jeg havde fuldstændig glemt at fortælle dem mit.

Jeg svarede dem på deres spørgsmål” undskyld, at jeg ikke har fortalt jer mit navn. Jeg hedder Laura. Jeg bliver 17 om en måned og jeg bor ikke i byen, men i en anden by i Danmark som ligger en lille time her fra”. 

Det næste spørgsmål havde jeg ventet, men vidste bare ikke hvem der ville turde stille det. Det var Jin.” Er du ikke lille af en på snart 17 år?” Spurgte Jin og jeg svarede” I er heller ikke ligefrem høje”. “ Hvad mener du med det? Vi er da meget høje”. “ Jeg ved ikke hvor meget I har været sammen med andre danskere, men gennemsnitshøjden for mænd i Danmark, er over 180 og ud fra at jeg er en ARMY, så ved jeg at kun Namjoon er over 180 uden høje hæle”. Sagde jeg spydigt for at drille dem lidt. Jin sidder tilbage uden et ord og med åben mund. Jeg kigger over på Jimin som sidder ved siden af mig i en anden stol og griner af Jin. Det får mig til at grine.

Efter lidt tid er Jin tilbage til sit nysgerrige jeg og spørger mig “ Men hvor høj er du så”. “ Jeg er 154 høj” svarer jeg lidt genert. Så siger Jungkook” så må Jimin være glad. Han er ikke længere den mindste” det får alle undtagen Jimin til at grine. Han kigger vredt på Jungkook, før han også selv begynder at grine.