En duft af frygt.

Himlen var dækket af et rødligt skær. En let brise fandt vej gennem træernes blade og fik dem til at danse, som de yndigste balletdansere... Forkvaklede, skyggeagtige versioner af en flok forrevne mørke skikkelser der varierede i tempo og sekvens... der udspillede et uhyggeligt sølvagtigt skyggeteater, med en ubesværet elegance der kunne tryllebinde enhver. Solen var fantastisk smuk i sin dødskamp. Den var flammende rød og orange og den kæmpede indædt mod sine fjender,tusmørket, stjerner, månen og natten. Det totale mørke. Den kæmpede med sine sidste kræfter, den var døende og den vidste det, den havde nu åbne blødende sår, blodrøde stråler strømmede ud fra den og flød ud over himlen i forskellige nuancer, præsenterede verden for den mest storslående solnedgang i månedsvis. Solen var slået, den var gået ned i sin grav, bag bjerge og tinder. Dagen kæmpede et sidste afgørende slag. Tusmørket vandt. Natten rykkede nærmere og nærmere, mørket var født på ny og kæmpede for at opnå fuld styrke. Vinden tog til, den lette brise blev jaget på flugt og ruten blev en hovedkulds flugt ind i natten. Stjernerne hilste deres herre velkommen. Månen rejste sig stor og mægtig på den kulsorte nattehimmel. Tog sit kongerige i besiddelse, bredte sine sølvagtige stråler ud i selv de mørkeste kroge. Krybende, snigende, kærtegnende, alt på sin vej. Natten bredte sig som en vifte over himmelhvælvingen og ind på arenaen trådte nattens dronning, hun kastede igen, som alle andre nætter, sit slør ud over hvælvingen. Og man kunne høre dragen brøle i det fjerne, mod de fortabtes øjne af ild, som nu tændtes et efter et på den mørke slørs hvælving. Magien i natten var sluppet løs i elvernes floreret dans på søen, i troldmandens skriblerier i kerternes skær, placeret lunt ved den varme ildsted. Natten var nu på fuld styrke, og døren til mørket var åben på ny... I ly af mørket kravlede nattens skabninger frem, for at indgyde frygt og rædsel. Ondskabens regime regerede på ny. Et frygtindgydende sted, gennemsyret af ondskab, vågnede han! Blot vid dette.. at natten havde vinger og hvad vinden bragte med sig, var et glimt af sort, et glimt af rødt... en duft af nat, en duft af frygt. Glem aldrig at i mørket er døren åben.. Han rejste sig stor og mægtig op over sit daglige hvilested. Den smukt udskåret trækiste forret med mørkrødt velour. Hele atmosfæren var gennemsyret af død og ældgammel visdom. Han lænede hovedet bagover og fyldte sine lunger med nattens iskolde luft, tog alle nattens dufte ind. En pludselig lyd, fik ham til at reagere, så hurtigt at ethvert rovdyr ville have misundt ham. Alle sanser var rettet mod lyden., musklerne var spændt, hørelsen anstrenges til sit yderste, for at tilpasse sig..... bare en mus, i samme sekund slappede han af igen.. en mus var ikke et værdigt bytte for ham. Han ville have et bytte som ikke blot var bange, men som vidste hvad der var ved at ske, han ville se angsten i byttets øjne når erkendelsen bredte sig, når det for alvor gik op for hans bytte at det skulle dø i nat. Han lænede igen hovedet let bagover og ventede på hvad vinden bragte med sig, ventede på en duft af frygt. Lyttede stille til nattens åndedræt... han stivnede et øjeblik, der! Der var det. Den helt specielle duft af frygt. På en brøkdel af et sekundet var han på vingerne. Han red på vinden mod sit intetanende bytte. De læderagtige vingers basken var den eneste lyd. Han gled stille på luftstrømmen og lyttede ... stille.. helt stille.. snigende. Der! Fodtrin. En kvinde, alene på vejen. Han fulgte sig snigende, lydløst som det rovdyr han var efter hende. Hun anede intet.. Han var nu lige bag hende . Han snusede ind og gennemrystedes af et begær, en lidenskab så vild og stærk at det næsten var for meget for hans sanser så kraftig at han næsten kastede sig over hende med det samme, men nej, ikke endnu, mere nydelse hvis han ventede, større pinsel ved at gå langsomt frem. Han gled indimellem træerne og kiggede på hende, hun virkede urolig,, så sig hele tiden over skulderen nu. Hun begyndte at gå hurtigere. Hvor var hun dog smuk når hun var bange. Hendes øjne flagrede nervøst rundt mellem træerne langs stien. Han forvandlede sig igen, listede lydløst side om side med hende, som en syg version af et parallelt skyggeteater. Ikke engang en kat kunne have gjort det bedre.. helt lydløst.. Nu var hun begyndt at fornemme faren. Angsten stod malet i hendes øjne og resten af hendes ansigt. Og den duft hun udsendte, var så berusende at den næsten sendte ham i ekstase. Nu gik hun meget hurtigt, så er det nu! Lynhurtigt flyttede han sig om bag hende. Sekundet senere begyndte hun at løbe, men hans træning i sådanne tilfælde kom ham til gode her. Hurtigere end man kunne blinke , lagde han hænderne på hendes skuldre og med sin overnaturlige styrke drejede han hende rundt, så hun havde ansigtet mod hans, og sagde : Godaften, hvorfor så travlt? Kvinden var nu fuldstændigt lammet af rædsel, øjnene var opspærret og fyldte af den samme frygt som stille sivede fra porene på hendes hud. Han gøs da velbehaget skyllede gennem hans krop. Han slap den ene af hendes skuldre og førte sine lange slanke, kolde fingre op til hendes hage, som han løftede. Han stirrede sultent på hendes bløde hals, med den pulserende åre der arbejdede på højtryk. Alle børn kender ham, men efterhånden som de vokser op, glemmer de ham og hvis de husker historierne fra deres barndom, griner de hånligt og kalder dem for fjollet overtro, men hver gang han som nu står overfor et nyt offer, ser han deres hånlige foragt smuldre fuldstændig og deres barnlige påstand om overtro, bliver tilintetgjort, bliver til virkelighed og når det sker, kommer erkendelsen af at de skal dø. Han stirrede på kvinden og så netop dette ske. Han så angsten blive til frygt, frygten for at ende i en panikagtig rædsel. Det er på dette tidspunkt at han slår til, når adrenalinen pumpede blodet rundt i ofrets krop, mindre arbejde til ham. Han blottede de imponerende spidse tænder, sænkede hovedet og begravede tænderne i hendes bløde hals kød , et smertens skrig flængede luften, et skrig fortykket af fortvivlelsens uigennemtrængelige smerte , sorgfyldte blødende sjæl der langsomt forstummede og ebbede ud og forstummede for stedse... han smid hendes mishandlede krop fra sig, forvandlede sig og fløj hjem efter endnu en vellykket jagt. Daggryet kæmper atter mod natten, atter farvedes himlen af den intense blødende dødskamp. Natten udstødte sit sidste suk. Solen var blevet født på ny, og indtog sin retmæssige plads som regent, til natten igen udfordre til kamp og nattens fyrste igen jager en duft af frygt.