The Moon's daughter

Kapitel 3

---- Alexandria POV ----

Mine forældre havde udskudt det så længe som muligt og havde først gået til bekendelse sent i går aftes. De havde startet med at fortælle at de havde bedt Alastor og hans Flok om hjælp til at patruljere vores område og til at beskytte vores Flok. De var så gået videre med at fortælle at Han-ulvene fra Alastor's Flok havde lov til at Mage med vores hunner, såfremt at deres Mage rent faktisk var i Flokken. Begge ting var ganske udmærket, hvis du spurgte mig. Vores Flok kunne godt bruge lidt ekstra beskyttelse og det ville helt sikkert hjælpe på den panik, der var begyndt at forplante sig i Flokken. Ingen af Hun-ulvene havde lov til at gå rundt alene. Mine forældre havde lavet et Buddy-system, så man altid gik mindst to-og-to og for nogle havde man givet et decideret udgangsforbud. Og jeg var en af dem, der havde fået et udgangsforbud og efter at jeg var vågnet på en af vores hospitalsstuer, måtte jeg knap nok gå rundt inde i huset alene. Jeg var helt sikkert ikke den samme efter overfaldet, men jeg havde stadig ikke været begejstret for at blive mandsopdækket. Før udgangsforbuddet gik jeg normalt ikke ud fra grunden uden mine uofficielle Beta'er Jordan og Sydney. Som Hun-ulv kunne man hverken have Beta'er eller være det, men de var lige så meget mine fortrolige, beskyttere og veninder som en rigtig Beta ville være. Efter de indledende punkter var kommet frem havde min far rømmet sig kraftigt og min mor havde taget min hånd. Og så havde de sagt det. At de var bekymret for mig og at de var bange for at personen, der havde overfaldet mig ville komme tilbage for at færdiggøre sit arbejde. Og jeg forstod dem godt. Deres bekymring og frygt var berettiget, men jeg var ikke helt glad for at de sendte mig væk også selvom det var for at beskytte mig. Jeg hørte til her, sammen med dem og min Flok. Og ikke sammen med en anden Flok, som ikke kendte til vores hemmeligheder. Men de havde bedt Alastor Treznor, Alfaen af Opal Moon Flokken om hjælp til at beskytte mig og han havde sagt ja. De havde efterfølgende uddybet med at det ville være hans sønner, der personligt ville stå for min beskyttelse og at hvis de blev for meget så kunne jeg til hver en tid komme til Alastor selv og sige det, for det havde han lovet var en mulighed. Ikke at jeg på det tidspunkt havde regnet med at de ville blive et problem.

Nu så jeg dem for første gang og skulle måske have revurderet min egen tankegang, for det her ville ikke blive helt så nemt som jeg havde regnet med. Mine forældre havde ikke fortalt særlig meget om dem, kun at de var trillinger hvilket ikke var så sjældent som det måske lød. Kvindelig Varulve var ofte gravide med mere end kun et barn og det var mere et spørgsmål om, hvorvidt de kunne tage alle børnene til termin, fordi Han-ulvene normalt var stærkere end Hun-ulve og det var babyerne også, så nogle gange gik babyerne til inden de blev født. På trods af det, så var der som sagt stadig en del tvillinger og trillinger rundt omkring i forskellige Flokke. Jeg havde mødt Alastor en gang tidligere og kunne konstatere at det eneste hans sønner havde til fælles med ham udover kønnet, var de høje kindben. Brødrene foran mig var over 2 meter, dog var ham i midten lidt højere end de to andre. Han var også lidt bredder hen over skuldrene og hans øjne lidt venligere end ham der stod forrest, hvis øjne kunne dræbe. Ham der stod bagerst, smilede skævt til mig og selvom de alle tre havde samme mørkebrune øjne, synes hans at funkle en smule. Alle tre havde brunt hår, der var 'stylet' på den lidt pjuskede måde og en markeret kæbe. Deres ansigtstræk var ikke helt dårlige og sammen med de brune øjnene, som jeg generelt bare elskede, så var de ganske tiltrækkende faktisk. Ikke at jeg havde tænkt mig at sige det, men de måtte næsten kunne mærke det på min indre Ulv, der var ved at gå ud at sit skind for at underkaste sig dem. Hvilket jeg ikke havde tænkt mig at gøre, selvom det både var en tradition og hvad vi Hun-ulve følte, når vores Mage duggede op. Min Ulv måtte desværre bare lide i det stille, for der ville ikke være noget underkastelse fra min side af. De var alle tre iført sorte militærstøvler, mørkeblå cargo bukser, med store lommer på begge sider af benene og en hvid langærmet trøje under en sort polstret vest. Ingen handsker, tørklæder eller huer til disse gigante macho ulve. Med mine 182 cm havde jeg en ganske normal højde for en Alfa datter, de lidt stærkere genner galt nemlig også højden. For de fleste andre Hun-ulve i min Flok var lavere end mig, der var et par enkelte der var højere, som nogle af vores Krigere og et par på min højde som min mor. Jeg var atletisk bygget, ligesom de fleste Hun-ulve, men formåede stadig at have de helt rigtige kurver, på trods af at jeg trænede lige så meget som vores Krigere, som var blevet en del mere robuste efter deres mange års træning. Her foran mine såkaldte Mager følte jeg mig rigtig lille og spinkel og jeg hadede det hvis jeg skulle være ærlig.

Ham der stod forrest, knurrede endnu en gang og blottede nogle af hans tænder imens. En rigtig Ulve snerren, men jeg vidste at det ikke ville være første eller sidste gang han ville gøre det. Og jeg reagerede ikke på det, hvilket så ud som om det pissede ham lidt mere af. Min Ulv havde faret op og hylet i vilden sky, før de var brast ind på mit værelse og jeg havde derfor vidst ligesom dem at min Mage var i nærheden. Men jeg havde ingen intentioner om at underkaste mig en Mage og kom ikke til det. Og slet ikke disse tre selvcentreret kødhoveder, for det var hvad deres opførelse fortalte mig de var, selvom jeg lige havde mødt dem. Jeg havde kort Mind-linket Jade efter hun var flygtet ud fra rummet og bedt hende om ikke at fortælle nogen hvad, der var sket. Og at grunden var at jeg ikke ville gøre folk bekymret. I virkeligheden var grunden, at jeg ikke ønskede at nogen vidste at jeg havde fundet mine Mager. Jeg lagde hovedet lidt på skrå og kiggede rundt om dem for at smile til mine forældre, såvel som deres følge da de lige var kommet op ad trappen. "Er alt som det skal være?" Min far kiggede tøvende fra mig og så til trillingernes rygge. Jeg nikkede og sendte min far et smil. "De skulle lige til at præsentere sig." Jeg kiggede skiftevis på brødrene med et halvt smil. Ham der stod bagerst sendte mig endnu et skævt smil, men det var ham, der stod forrest, der svarede. "Attis, Aries og Atlas Treznor." Jeg nikkede til dem og flyttede sportstasken over i den anden hånd. "Alexandria Harland." Jeg kiggede på skift brødrene i øjnene og så på deres far. "Er det alt du skal have med?" Jeg flyttede blikket til kvinden ved Alastor's side, som umuligt kunne være deres mor at dømme ud fra hendes udseende. Jeg rystede langsomt på hovedet. "Resten skulle gerne være på vej til jer. Den her indeholder bare det mest vigtigste så den ville jeg gerne have ved mig." Min mor nikkede medgivende og kiggede på den anden Hun-ulv. "Det blev fragtet af sted tidligere, så det er hos jer enten senere i dag eller tidligt i morgen." Jeg smilede halvt til den ukendte kvinde, selvom jeg havde besluttet mig for at jeg ikke kunne lide hende. Der var noget over den måde hun havde spurgt om jeg ikke skulle have mere med og den måde hun skævede til alle andre end Alastor på, jeg bare ikke kunne lide. Og måden hvorpå hun holdt sig selv, som om hun var bedre end os andre. Jeg var selvfølgelig heller ikke helt vild med trillingerne, men i modsætningen til dem så skulle jeg ikke være i nærheden af hende, hvilket jeg kunne leve med ikke at skulle.