The Moon's daughter

Kapitel 2

Trillingerne kunne have revet hovedet af deres far på stedet. Hvem fanden troede han, han var? Trillingerne havde ikke brug for hjælp til at finde en Mage, for ikke at navne at de ikke kunne være mere ligeglade med om de nogensinde fandt en eller ej. Eller det ville sige at den yngste af trillingerne, Attis var interesseret i at finde sin Mage på et tidspunkt, men ikke nu og slet ikke en der muligvis var tvunget ned over hovedet på ham. Atlas og Aries havde arbejdet deres vej gennem de nærliggende byers tøser, på deres egen alder og havde begge over et dusin hook-up's bag sig. For Aries var tilfældige hook-ups ved at være kedelige og han håbede halvt, at han snart fandt én, der bare sagde ham en smule. En man måske kunne indlede et realt forhold til. Attis haltede lidt efter, men ikke så meget at han havde brug for hans far til at lege Kirsten Giftekniv. Trillingerne fulgte efter deres far i en af Flokkens andre biler og atmosfæren inde i kabinen var på frysepunktet, selvom det kun var brødrene i bilen. At beskytte datteren var en direkte ordre fra deres Alfa, så de havde ikke andet valg end at beskytte hende. Hvilket havde været meningen, da de blev ordret til det. Det kunne godt være at deres far ikke direkte havde sagt at denne Alexandria ville blive deres Mage, men det lå lidt i kortende hvis du spurgte dem. Hvad der også var grunden til den kølige atmosfære i bilen, var at brødrene ikke var helt enig i måden hvorpå de skulle håndtere det. De var dog enig i, at hvis deres far forventede at trillingerne ville tage hende som Mage, så kunne han godt tro om. Tøsen ville være et stykke arbejde og ikke andet. Det var i hvert fald hvad brødrene sagde til sig selv, mens de fulgte efter farens bil gennem det snedækket landskab på vej til Crescent Moon Flokken. Og Flokkens bygning kom til syne kort tid efter gennem træerne og lignede en krydsning mellem et tempel og et lille mansion. Flokken her var kendt for en lidt anderledes tilgang til Varulve traditionerne og levestil. Især når det kom til opsætningen af deres Flok, da deres hovedsageligt bestod af kvindelige Ulve og var efter sigende lidt mere troende når det kom til varulve legender. Da de steg ud af bilerne, trådte to skikkelser frem fra træerne, der omkredsede huset og kom hen til dem. Kvinderne havde pels vester over deres hvide langærmede trøjer og pelsstøvler på, der gik næsten helt op til deres knæ. Knæene på de hvide bukser, var tydeligvis vatterede, deres handsker var af hvidt læder og deres hår var flettet og hang ned ad ryggen på dem. Kvinderne stoppede op foran dem og nikkede kort til Alfaen, men skænkede ikke resten af dem, så meget som et blik. Hvilket irriterede brødrenes stedmor gevaldigt og det fik brødrene til at smile. "Denne vej." Den ene af kvinderne vinkede dem efter sig og begyndte at gå mod bygningen, mens den anden ventede lidt og fulgte så efter bag dem alle.

Kvinderne førte dem ind i en pejsestue og bad dem så om at blive stående. De gik begge lidt længere ind i rummet og stoppede så for at veksle nogle ord med kvinden, der stod med en Ipad i den anden ende af rummet længere fremme. Kvindens ansigt lyste op og fulgtes så med kvinderne tilbage til dem. Den nye kvinde nikkede til deres stedmor og rakte så hånden til Alfaen. "Det er godt at se dig igen Alastor." Hun smilede stort og hilste så på hver af trillingerne med et fast håndtryk. "Jeg er Flokkens Selene og jeg er beæret over at I vil passe på min datter i de her tider. Og jeg er sikker på at I vil passe rigtig godt på hende." Hun smilede venligt til trillingerne og pegede så på døråbningen bagerst i rummet. "Hun er oppe på sit værelse. I kan bare gå op hvis det er... Det er gennem åbningen der og så op ad trappen. Helt op på den øverste etage og så døren længst væk. Hun er ved at pakke det sidste." Hun smilede til dem igen og flyttede så blikket hen på Alfaen. "Min mand er den her vej." Trillingerne tunede ud for samtalen og fulgte hendes instrukser op til Alfa datteren. I det sekund de nåede den øverste etage, som ramte det øverste trin på trappen, begyndte brødrenes indre ulv at hyle i deres hoveder. Ulvenes utålmodighed smittede af på brødrene og de hastede mod døren, uden at anse noget som helst. De smækkede den op og knurrede lavmælt. En spinkel Hun-ulv, på ikke mere end ti med store grønne øjne slog armene om sig selv og kiggede forskrækket op. "Mage." Trillingerne knurrede det i kor, så man faktisk ikke kunne forstå hvad de sagde. Det var dog ikke rettet mod den skræmte lille Hun-ulv, men derimod til åbningen ind til værelsets Walk-in skab. Deres Mage var rent faktisk her og de var utålmodige for at se hende, selvom de ikke ønskede hende. "I skræmmer hende." En Hun-ulv kom gående ud af skabet, med hovedet på skrå, mens hun flettede sit kridhvide hår. Hun havde et par lysebrune læderstøvler på, et par sorte strømpebukser og en brun strikkjole, der gik til midt på låret. Et gyldent bælte sad om hendes hofter og et sort tørklæde var viklet om hendes hals. Kjolen sad stramt om hendes krop og med bæltet, til at presse den endnu tættere på, overlod hendes outfit ikke meget til fantasien. Hendes mørkeblå øjne havde små isblå flager og var rettet mod pigen og ikke dem. De knurrede af hende for at få hende til at erkende dem, men hun rettede sig bare op og skubbede håret om på ryggen. "Du kan gå nu Jade." Hun smilede til pigen, der forsigtigt nærmede sig trillingerne og skyndte sig så forbi, da de lige akkurat gav hende plads nok til at komme ud gennem døråbningen. Hun-ulven gik over til en af reolerne og stillede sig så på tær for at trække et par bøger ud fra den øverste hylde. Hendes kjole gled længere op ved bevægelsen og trillingerne trak vejret tungt ind. "Har i aldrig hørt om at banke på?" Ingen af trillingerne svarede hende. Hun flyttede i mellemtiden bøgerne over i den ene arm og trak så en æske frem. Bøgerne lagde hun oven på nogle af de andre i reolen og gik så over til tasken, den lille pige havde stået ved. Hun puttede æsken ned i sportstasken og lynede den så. Hun rettede sig op igen og for første gang kiggede hun hen på trillingerne med et spørgende blik. De svarede hende stadig ikke og hun trak på skuldrene. Med et fast greb i sportstasken kom hun hen til dem, men de flyttede sig ikke så hun kunne komme forbi. Atlas, der stod forrest, knurrede endnu en gang og trak endda på noget af sin Ulvs kræfter, for at vise hans status. Tøsen skulle erkende at de var hendes Mager og underkaster sig dem, som var traditionen, men hun kiggede bare skiftevis på dem. "Har I tænkt jer at flytte jer? Eller skal i lige knurre lidt mere af mig." Et smil bredte sig om Attis' læber og Aries kæmpede for ikke selv at smile. Atlas, derimod havde ingen problemer med at holde masken, for han fandt det ikke underholdende.