The Moon's daughter

Kapitel 18

---- Atlas POV ----

Aries og Alexandria mangler, så Attis og jeg spiser morgenmad i stilhed. Jeg ved at han stadig er sur på mig efter det, der skete i går og jeg skylder Alexandria, såvel som mine brødre en undskyldning, men jeg var ikke typen, der undskyldte. Jeg ville hellere bare glemme at det skete end at indrømme at jeg havde f****d-up. Bare tie det ihjel. Men det sværere end jeg havde regnet med at det ville være. Hendes ansigtsudtryk, da hun rejste sig fra gulvet, har ætset sig ind i mit hoved. Det samme har hendes ord. Hendes, du er ikke det værd, var det sidste jeg tænkte på inden jeg faldt i søvn og det første, der poppede op da jeg vågnede. Hun havde lagt så meget kræft bag det og s**t. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det ikke påvirkede mig en smule. En summen spredte sig i mit hoved og fik min Ulv til at hyle op. Begge ting var noget der bragte mig ud af min egen tankegang. "Hjælp... Aries såret... Ikke meget tid." Alexandrias paniske stemme skrattede gennem mit hoved og jeg stoppede midt i en bevægelse. Hun Mind-linkede mig, men hvordan fanden hun bar sig af med det, noget som jeg virkelig gerne ville vide, måtte vente, til vi havde fundet dem og tilset Aries. Attis kom på benene samtidig med mig, i sådan en fart at hans stol væltede og vi spurtede ud af hytten. Jeg satte min Ulven på arbejde sekundet vi var ude af hytten og sammen med Attis sporede vi Aries gennem skoven. Vi løb hurtigere end nogensinde før, eller det føltes sådan, og omgivelserne blev sløret for mit blik, mens Alexandrias kald på hjælp, som havde boret sig ind i mit sind, ansporede mig til at skynde mig. Hendes stemme havde godt nok skrattet som en gammel pladespiller, men følelser havde været rå og hun lod på randen til gråd og et panikanfald, hvilket langt fra var godt og et hint a panik satte ind hos mig selv. Fordi hvis det var sådan hun havde det, så måtte det være virkelig slemt, for hun virkede ikke som typen til at reagere sådan uden grund.

Attis og jeg stoppede ved klippekanten og kiggede ned på et mareridt. Alexandria sad lænet op af et træ med en bevidstløs Aries liggende i hendes skød. Hun tjekkede efter hans puls og åndedræt på skift. Hans trøje var revet i stykker og afslørede en brystkasse fyldt med store sorte og mørkeblå mærker. Og så var der blodet. Der var en pøl af blod for foden af klippen og hun havde tydeligvis trukket ham gennem sneen og over til træet, for der var træk mærker i det blodige sne. Og en pøl var begyndt at samle sig under dem ved træet. Attis og jeg halvt hoppede, halvt gled ned af klippekanten og skyndte os hen til dem. Hendes hoved fløj op og kiggede i vores retning. Hun havde blod i ansigtet, på hendes hals og dele af hendes overkrop. For ikke at nævne at hendes hænder var smurt ind i det også. Og det lignede at en enlig tåre havde trillet ned af hendes venstre kind, for derefter at lande på Aries kind, da han havde en blodig vanddråbe der. Hvem af dem blødte? Aries eller dem begge? Jeg kunne ikke bedømme det og jeg tror mere det skyldtes min egen panik til at opfatte det, end min Ulvs evne til at udpege det. Alexandria knurrede dybt i en advarende tone, hvilket bragte mig tilbage og jeg kiggede direkte ind i hendes kulsorte øjne. Aries tog en rallende indånding og hun kiggede ned på ham igen. Hun lagde hovedet på hans brystkasse og skar så en grimasse. "Alex?" Attis gik halvt i knæ og skævede nervøst til mig. Det her kunne gå rigtig galt, hvis hun ikke accepterede vores tilstedeværelse, for hendes Ulvs beskytterinstinkt havde tydeligvis taget over. Jeg fulgte Attis eksempel og gik ligeledes halvt i knæ og gjorde så min duft kraftigere. Attis gjorde det samme og vores dufte blandede sig sammen. Forhåbentligt ville det virke. Et trist peb undslap hende og hun trak sig lidt tilbage fra Aries. "Vi har ikke... meget tid." Hun bed hårdt sammen og lod os komme tættere på, med hænderne knuget ind til hendes overkrop. Og vi spildte ikke så meget som et sekund. Vi greb begge fat i Aries og fik ham løftet op så forsigtigt som vi kunne. Vi var nødt til at skynde os tilbage til Flokhuset, hvilket betød at vi ikke kunne tage lige så meget hensyn til hvordan vi bar ham, så jeg håbede bare på at vi ikke gjorde det værre ved eventuelt at punktere hans lunger.

Alfaen kom løbene mod os, da vi styrtede mod Flokhusets hospitalsvinge. Jeg havde Mind-linket ham, mens vi kæmpede os vej gennem skoven og han måtte havde Mind-linket folkene i hospitalsvingen for de kom ud med det samme og tog imod os med en båre. En af Hun-ulvene gispede højlydt ved synet, men skubbede ham så afsted mod operationsstuen. "Hvad er der sket?" Alfaen havde forladt ham og tilbage stod kun en forskrækket far, der ikke vidste hvad han skulle stille op. Jeg havde det lidt på samme måde, for hvad fanden kunne jeg lige stille op med Aries' skader? Mine hænder var en anelse blodige og fortalte mig, at det var Aries, der blødte og ikke hende. Jeg stod bare og stirrede på mine hænder, da Alfaens stemme bragte mig tilbage. "Er du okay?" Han kiggede bekymret på Alexandria, der var smurt ind i Aries blod. Flængen på hendes kind var begyndt at bløde igen, hvilket var lidt et held, for så mistænkte vores far, os da ikke få at mishandle hende. Også selvom jeg faktisk havde gjort hende ondt to gange nu. Jeg blev nødt til at lægge mig i selen, før jeg gjorde noget virkelig slemt mod hende. Hendes øjne var stadig mørke, selvom hendes Ulv stort set havde trukket sig tilbage. Hun rev blikket væk fra døren, de havde kørt Aries igennem og kiggede på ham. "Vi var.… ude og løbe... jeg røg over klippekanten... Han skærmede mig." Der var et eller andet med hendes vejrtrækning, lidt som om hun ikke rigtig kunne få luft. Jeg havde godt opdaget det ude i skoven, men jeg havde været for fokuseret på Aries. "Er du sikker på at du er okay?" Vores far havde også fanget det. Det hvide vendte sig pludselig ud af øjnene på hende og hun faldt til gulvet inden nogen af os kunne nå at gribe hende. "Lidt hjælp!" Attis' stemme var fyldt med bekymring og knælede som den første ned. En Hun-ulv kom løbende med det samme og jeg trak Attis væk så hun kunne komme til. "Vejrtrækningen." Hun nikkede til mig, trak en saks op af lommen og gav sig til at klippe igennem Alexandrias hoodie. Og stoppede så. Hun-ulven veg forfærdet tilbage med et. "Åh gud." Og så så jeg det. f**k. Alexandrias overkrop var dækket af store ar, der gik på tværs ned over huden. De dybeste ar, som var tre parallelle ar, gik fra fronten på hendes venstre skulder og ned under hendes bh på det venstre bryst. Fra et lille stykke under bh'en og ned til omkring midt på maven, var de lidt mere overfladiske og derfra og ned til buksekanten, på højre hofte var de endnu mere overfladiske. Det lignede at vedkommende havde gået efter både hendes hjerte og hals på samme tid, hvilket var grunden til de dybe ar omkring den øverste del af kroppen og fadede ud længere nede, fordi hun nok havde flyttet sig. Nogle steder var der mindre ar, der ligeledes løb parallelt med de tre lange ar, som om vedkommende kun en gang i mellem havde ramt hende med mere end tre af deres klør. Og f**k hvor så det ud. Hun lignede virkelig en vis hud var blevet revet op af et arrigt dyr. Eller en Han-ulv, der havde skiftet halvt til Ulveskikkelse. s**t. Hun havde talt sandt omkring overfaldet og jeg havde nægtet at tro hende. Hun-ulven tog sig sammen igen og fik fjernet det sidste af trøjen og opdagede problemet. Et klippestykke stak ud fra Alexandrias ene side. Det blødte knap nok, men området omkring var begyndt at skifte farve. Så det havde virkelig været Aries, der havde blødt sådan... s**t. Mine øjne scannede hendes overkrop igen og landede på den svage aftegning af blæk på den anden side. Og den tiltræk det meste af min opmærksomhed efterfølgende, selvom den ikke burde have. "Det er ikke godt vel?" Hun-ulven kiggede op på Attis, med et 'det siger du ikke' blik. "Hvis vi er heldige, så er lungen ikke punkteret, men det er ikke til at sige hvor langt stykket går ind eller hvor bredt det er længere inde. Vi må bare håbe at hendes ribben har gjort deres job og stoppet det." Med det kom en ny båre ud og Alexandria blev lagt på den. Så kørte de afsted med hende og jeg kunne mærke hvordan nervøsiteten bredte sig. Hun havde bare at være okay. Det havde de begge.