The Moon's daughter

Kapitel 19

---- Attis POV ----

At være forvist til venterummet var et helvede. Jeg havde lyst til at råbe og skrige af Atlas også selvom det ikke var direkte hans skyld, at vi stod her. Og slå ham i gulvet. Jeg kunne dog ikke gøre det fordi vores far var her og var underlagt næsten samme pine som os. Det var dog ikke hans Mage og bror, der lige nu kæmpede for deres liv på hver deres stue. Jeg havde det som om nogen havde revet mit hjerte ud og spillede stangtennis med det. Det her måtte være det vores far havde været igennem den gang vores mor gik bort. Eller værre, for de havde været forenet på det tidspunkt og ikke det mærkelige dødvande mine brødre og jeg var i med Alex. Jeg skævede til vores far og så hvordan panikken og bekymringen var tydelig at spore i hans ansigt. At han havde overlevet hans Mages død, var et mirakel i sig selv, for jeg var ikke sikker på at jeg ville kunne klare det hvis Alex ikke overlevede det her og vi var ikke engang forenet. Et skrig lød inde fra den ene stue og vi farede alle tre derind. Alex stod i hjørnet længst væk fra døren med et skræmt blik, der ikke rigtig fokuserede på noget. Hun kunne knap nok stå oprejste og blodet dryppede fra hendes klør på den ene hånd. En af Hun-ulvene var blevet revet hen over brystkassen og blev holdt oppe af en Han-ulv. Alex havde formået at vågne fra narkosen, inden de var blevet færdige med at fjerne klippestykket, så det sad stadig fast i hendes sidde. "Vi skal have det stykke ud af hende." Han-ulven kiggede på Alastor. "Nej." Alex' svar var egentlig mest bare en knurren, men det fik stadig Han-ulven til at kigge skiftevis på os alle tre. "Hun overlever ikke, hvis vi ikke får det ud." Jeg kiggede på Atlas, der havde bidt hårdt sammen. Han nikkede til mig og sammen gik vi mod hende. Vi satte fut under vores dufte, som vi havde gjort ude i skoven og de begyndte langsomt at fylde rummet. Os sammen var stærkere end vores far, selvom han stadig var Alfaen, så vi ville nå ind til hende før han ville. Hun begyndte at slappe af og hvad end, der holdt hende op forsvandt langsomt. Denne gang nåede vi at gribe hende, eller Atlas gjorde, inden hun faldt om. Vi fik hendes bevidstløse krop tilbage i sengen.

Atlas og jeg havde af nødvendighedens skyld blevet på operationsstuen og ladet vores dufte fylde rummet. Det havde været anstrengende at holde det kørende så længe, men vi havde været nødt til at gøre det, for at være sikker på at hun forblev under narkosen. Hun måtte være ualmindelig stærk for at vågnede op af narkosen så hurtigt. Det var vanvittigt det her. Jeg smed mig i en af stolene i venteværelset og Atlas gjorde det samme. De havde kørt Alex ind på en af de normale stuer, nu hvor stykket var ude af hende og fordi hun var stabil. Han-ulven, der havde stået for at få fjernet klippestykket kom tilbage. "Så længe hun forbliver i ro, så skal det nok gå og Hun-ulven hun rev er okay. Det var overfladiske rifter." Han tøvede og kiggede skiftevis på os. "Hvad end hun har været i gennem, så har det efterladt et traume. Jeg tør ikke sige hvordan det her vil påvirke hende, når hun vågner." Med andre ord, det kunne være det blev nødvendigt for os at være inde på hendes stue når hun vågnede for at få hende til at falde til ro. En af de kvindelige sygeplejerske, som havde været med til at stå for Aries' behandling kom hen til os i samme øjeblik. "Han skal nok klare den." Vores far, som havde sættet her og ventede da Atlas og jeg kom tilbage, åndede tungt ud og noget af anspændtheden forsvandt fra hans krop. Og jeg kunne mærke at jeg også begyndte at slappe mere af. "Han har brug for at forholde sig mest muligt i ro og ikke løfte på noget, nå han vågner." Vores far nikkede og med det gik begge Ulve, deres vej. Han lod sig falde sammen i en af stolene. Så langt så godt.

Nope, så langt ikke så godt. Alex vågnede endnu en gang. Hun var midt i et panikanfald og skreg hjerteskærende. Hun væltede ud af sengen og krøb sammen i et hjørne, men det virkede ikke rigtig som om hun mentalt var til stede. Atlas fik efter et par forsøg rigtigt fat i hende og ville løfte hende tilbage i sengen, da hun gav ham en lige højre. Og f**k det så sjovt ud, på trods af situations alvor. Hans hoved fløj til siden og blodet sprøjtede fra hans næse. Han droppede at forsøge at få hende op i sengen og tvang hende i stedet med ned at sidde på gulvet i nærheden af sengen. Ulve styrtede ind i rummet, heriblandt vores far, mens Atlas lidt hårdhændet trak hende op i hans skød og lagde hendes hoved ind til hans brystkasse. Han holdt hovedet til siden, så blodet dryppede ned på gulvet, i stedet for hende, gik jeg ud fra. Alex faldt langsomt til ro i hans favn og jeg var lidt målløs over hans handlinger, for han var den af os brødre, der undgik hende mest. Men nu sad hun på skødet af ham og med hovedet på hans brystkasse. Og det var ham selv, der havde taget initiativet til det. "Vi er nødt til at gøre det sådan her." Atlas skævede til lægerne og sygeplejerskerne, der stod og måbede i døråbningen. Han-ulven, der stod for hende og som også havde fortalt om hendes traume nikkede til Atlas. "Vi er nødt til at få det til at fungere så." Han nikkede til en af de andre Ulve og de gik i gang med at flytte ting rundt. De lagde drop i hendes håndflade igen og tilsluttede de andre ting til hende også. "Hvis du sætter dig ned ved siden af." Han-ulven pegede på gulvet ved siden af Atlas, med blikket rettet på mig. Jeg satte mig uden et ord ved siden af og han rykkede lidt rundt på Alex, så hun var placeret bedste muligt i forhold til såret. Så hun halvt lå, halvt sad og blev holdt på plads af vores arme. "Det er en lidt uortodoks behandling, men når hun reagerer sådan, som hun gør uden jeres nærvær er vi nødt til at ændre praksis. Alt få patienten..." Han sendte hende et kort smil og jeg tvang mig selv til ikke at knurre besidderisk "Vi rokere rundt på jer to en gang i mellem, så jeres blodomløb ikke går helt i stå." Han-ulven sendte os et skævt smil og nikkede så til Alastor før han gik ud med de andre Ulve. Vores far blev et øjeblik og gik så også. Atlas hvilede hovedet mod væggen, nu hvor blodet var stoppet med at løbe fra hans næse og trak vejret tungt ind, men sagde ellers ikke noget. Hvilket var utroligt.

Vi havde skiftet stilling så mange gange, at jeg til sidst havde opgivet at holde styr på det. Det var dog mit skød Alex sad på, da hun vågnede. Hun startede med at rykke sig tættere på mig og jeg tvang mig selv til ikke at reagere på det. Så slog hun øjnene op og skubbede sig ned fra mit skød. "Hvad sker der?" Hun kiggede fra mig til Atlas og så rundt i rummet. I det mindste var blodet på gulvet fra Atlas' blodnæse da væk nu og det samme var blodet i hans ansigt, så hun ikke skulle tænke på det. Hun trak så ud i hospitalskjolen hun havde på og skar ansigt. Hun begyndte at trække vejret tungt og lukkede så øjnene. Vi sad i stilhed, mens hun langsomt fik styr på sig selv og vejrtrækningen blev normal igen. Hun åbnede så øjnene og kiggede på os. "Hvor er Aries?"