The Moon's daughter

Kapitel 13

---- Alexandria POV ----

Vi var rykket fra spisesalen og ind i fællesrummet for varme drikke og drinks, såvel som øl. Jeg stod i udkanten af rummet og snakkede med en af Hun-ulvene, da Flokkens Selene, kom op til os. Jeg havde stadig ikke fanget hendes navn og jeg havde ikke noget videre i mod ikke at kende det. Hun var stadig klistret til vinglasset fra måltidet, hvilket ikke var den helt store overraskelse hvis jeg skulle være ærlig. Hun sendte Hun-ulven et blik og sendte hende derved væk, så jeg stod alene tilbage med hende. Jeg kunne virkelig ikke lide hende og hun opførte sig alt for højrøvet, i min bog. "Jeg hører at der opstod et problem mellem dig og trillingerne i går, der gjorde at du gik sulten i seng." Hun smilede overlegent til mig og jeg tog mig selv i at reagere på det. "Der var en mindre uoverensstemmelse, men ikke noget vi ikke kunne løse og jeg gik ikke sulten i seng, for Aries kom med noget mad til mig senere." Hun kneb øjnene sammen og tog en tår af sin vin. Hun havde tydeligvis ikke forventet det svar. Jeg havde på fornemmelsen at hun forsøgte at skabe splid mellem trillingerne og jeg, men var der nogle der ville ende med at skabe splid imellem os, var det os selv. "Jeg kan desværre ikke garantere, at det ikke gentager sig." Alastor, der havde stået i nærheden kom helt hen til os og kiggede undskyldende på mig. "Du må sige til hvis du får brug for hjælp til at håndtere dem." Hans undskyldende blik blev en smule bedrøvet. Jeg åbnede munden for at svare, blot for at blive afbrudt endnu en gang af en af trillingerne. Denne gang var det Aries. "Hun har ikke brug for din hjælp. Vi har styr på det." Trillingerne praktisktalt omringede mig og jeg beordrede mig selv til ikke at flytte mig. Det var begyndt at blive irriterende at de afbrød og affærdigede mig på den måde. Og jeg havde halvt på fornemmelsen, at de holdt øje med mig når deres far var i min nærhed. Jeg var vant til at håndtere Flok-politik, så jeg vidste udmærket hvordan jeg skulle håndtere det her så det ikke fik dem til at se ud som idioter, selvom de var det. Alastors Mage inhalerede kraftigt og lagde op til at eskalere samtalen. "Det er ikke en måde at tale til Alfaen på." Hun lagde en hånd på Alastors arm og sendte trillingerne et hårdt blik. "Min søn Tucker, vil aldrig have snakket sådan til sin Alfa. Han har bedre maner end det." Atlas og Aries gryntede i kor. "Gad godt vide hvor din søn er henne i verden lige nu." Attis hævede det ene øjenbryn af hende, mens han tog en tår af sin speciel øl, hvis mærke jeg ikke kendte. Han formåede at gøre det lettere sexede og jeg kiggede hurtigt væk. s**t min Ulv var slet ikke til at styre, når de stod så tæt på og udsendte store mængder af deres duft. Jeg knyttede næverne, så jeg kunne borde neglene ned i håndfladerne, for at jage min Ulvs begær på flugt med smerten. Jeg blev simpelthen nødt til at sætte min doser i indsprøjtningerne op, for at kunne holde styr på min Ulv. Magens kinder begyndte at blive en smule røde og hun nedstirrede Attis, der formåede at smile selvom han drak af en flaske. "Jeg er sikker på at han er optaget af sit arbejde." Aries gryntede som svar. "Hvis du kalder at klare sig gennem endnu en afvænning som arbejde." Et vidende smil bredte sig om brødrenes læber. Hendes øjne formørkes og hun nedstirrede trillingerne på skift, mens hendes greb om glasset strammes. "Hvor vover i..." Alastor lagde en hånd på hendes skulder, hvilket fik hende til at tie stille og kiggede skuffet på hans sønner. "En aften er alt hvad jeg beder om. Én aften hvor ingen skændes er det for meget at forlange af min familie?" Brødrene tog synkront en tår af deres flasker og så fuldstændig upåvirket på deres far. "Hvorfor stille et spørgsmål du allerede kender svaret på?" Deres far kneb øjnene sammen over Atlas' svar, men førte så sin Mage ud af rummet uden et ord. Brødrene havde tilsyneladende sejret og lignede nogle, der frydede sig over udfaldet. Jeg himlede med øjnene indvendigt over deres opførelse. Hvem havde troet at denne dysfunktionelle familie, var en ulvefloks overhoveder og kommende overhoveder. Der lød et hvin og en person kastede sig mod brødrene, der lige akkurat formåede ikke at tabe flaskerne, mens de blev trukket ind i en stor omfavnelse af en fremmed Hun-ulv.

Det vidste sig at den fremmed Hun-ulv var en af trillingernes barndoms venner, der havde været væk fra Flokken for at få en grad i psykologi. Vi var rykket over til sideområdet, der langsomt var blevet tømt for folk og hun formåede at sætte sig så hun kunne nå alle tre brødre, mens jeg sad yderst, så ved siden af Attis. "Hvor lang tid har du så tilbage inden vi kan kalde dig doktor?" Hun lænede sig en smule tilbage og kastede med håret i processen. "Jeg er ved at skrive den sidste store opgave, så den afsluttende eksamen hvor jeg forsvarer den og så done." Hun lavede en sur mine. "Hvilket betyder at i mistede chancen for at besøge mig." Brødrene smilede skævt til hende. "Nogen af os har et arbejde at passe." Hun grinede og lagde så en hånd på Atlas' arm, som et halvt svar. "Jaja i har også travlt, det ved jeg godt. Det er bare så lang tid siden at vi har set hinanden, hvilket er grunden til at jeg skriver opgaven her. Jeg vil vide hvad min yndlings trillinger rander og laver." Hun smilede sødt til dem og jeg himlede med øjnene indvendigt. Hun var kvalmende sød, som om det var et spil for galleriet og ikke den hun rigtig var. "Du skulle have fortalt at du kom hjem, så vi kunne have gjort noget ud af det." Hun smilede stort og hoppede næsten op og ned i sædet. "Men det kan i da stadig. Hvad med om jeg kommer over til jer i morgen? Vi kan spise sammen og få snakket noget mere." Brødrene skævede kort til hinanden og nikkede så. "Hvorfor ikke?" Atlas holdt sin flaske op og hun klikkede sit glas mod den. Hans brødre fulgte trop, mens jeg ikke rigtigt bevægede mig så meget som en millimeter. "Velkommen tilbage Luce." Hun smilede stort, som svar og så tog de alle en tår. Jeg sad i stilhed og betragtede dem, eller mere bestemt hende. Hun var et halvt hoved lavere end mig, havde kastanje brunt hår og store brune øjne, der lå på grænsen til at være sorte. Hun havde en mørkegrøn top på, der sad så stramt at den ikke overlod meget til fantasien. Over den havde hun en tynd sort cardigan med frynser og hendes lyse jeans var lige så stram som toppen. En sølvhalskæde hang om hendes hals og vedhænget, der forstillede Flokkens symbol, hvilede mellem hendes bryster. En ting omkring hende var dog sikker, nemlig at hun var håbløst forgabt i alle tre brødre, men specielt Atlas fik alt hendes opmærksomhed og hun udnyttede hver lejlighed til at røre ham, på den ene eller anden måde. Og det var ret underholdende at se hvordan brødrene lod hende gøre det og at de ikke gjorde noget ved hendes forsøg på at komme tættere på. De ignorerede fuldstændig alle hendes signalere og det var næsten tragisk at være vidne til, men også så forbandet sjovt. Og det burde vel egentlig påvirke min Ulv, at en anden Hun-ulv bagte på mine Mager, men det gjorde det ikke. Hvorfor kunne jeg dog ikke svare på.