Evigheds præstinden

Bogen er stadig ikke redigeret ordenligt, det kommer når bogen er færdig, vil gøre mit bedste for at den er forståelig i starten☺️ Kh: frojofreyja  Kapitel Et: mærket  Hele mit liv har jeg kunne føle et modbydelig væsen omkring mig. Til dagligt er jeg konstant paranoid, jeg fanger mig selv flere gange om dagen hvor jeg kigger mig over skulderen i håb om at intet er der. Jeg føler, at denne væsen betragter mig og venter på det rette tidspunkt til at gå til angreb. Jeg husker da jeg var en helt ung pige at jeg hade det svært med at snakke til folk, jeg hade mistet stemmen flere gange. Min mor og far var ved at dø af stress, for deres eneste datter råbte og skreg alt hvad hun kunne for at løbe væk fra noget som ikke var der, de håbede med tiden at mine syner og fornemmelser ville gå over, men de opdagede at det kun blev værre og mere intenst. Jeg er så umådelig træt, hvornår får jeg fred.  Nu hvor jeg er voksen kan jeg håndtere min frygt meget bedre end hvad jeg kunne som barn, dog føler jeg stadig at denne tilstedeværelse dræner mig og suger ud resten af min energi og efterlader mig tom.  Det eneste der er tilbage er et ekko af min indre stemmer der bliver svagere og mere desperat med tiden. Jeg ville ønske at jeg vidste hvad det er der sker med mig, så jeg kan finde frem til en løsning.  I dag er min fødselsdag, mit største ønske er at tilbringe min dag sammen med mennesker jeg elsker, dog har jeg ikke mange tilbage at fejre min dag sammen med, faktisk er der ingen, i stedet er jeg tvunget til at tilbringe denne dag i selskab med noget eller nogen jeg helst vil undgå.  Kan ikke tro at der er gået 23 år af mit liv på det her. Jeg husker, da min mor stadig levede, hun sagde til mig at opfostre mig var som at gå i krig, en konstant og evig krig, der aldrig ville ende, selv som et spædbarn, ville jeg skrige fra toppen af mine lunger, som om jeg så monstre i hvert et hjørne..  Jeg gik til utallige læger, specialister og mere, men alt hvad de kunne sige, var at jeg er sund og normal. Begge mine forældre nægtede at acceptere sandheden og inden længe mistede de begge to livet af en ukendt årsag. Kan ikke forstille mig den smerte de gik igennem, men jeg lærte hurtigt at det var hovedsageligt min skyld at de mistede deres liv så tidligt, specielt når andre familie medlemmer valgte at undgå mig og bebrejde mig for at have mistet dem. Min fødselsdag håner mig min specielle dag føles mere som en forbandelse, væggene omkring mig føles tunge og luften lugter af muggent metal, normalt ville jeg rengøre min lejlighed 3 eller 4 gange næsten hver dag, men uanset hvad jeg gøre, hænger det fast i mit tøj og gardiner. Dem der er modig nok til at komme på besøg hos mig, siger at det hele er i mit hoved og hvis jeg kan lugte noget slemt så skal jeg overveje at få snakket med en psykiater, fordi jeg er tilsyneladende den eneste der er i stand til at lugte denne stank i min lejlighed og min psykiater siger at jeg har en mild rengørings vanvid som jeg har svært ved at genkende, da jeg er ret overbevist over at det er ikke kun i mit hoved.    Jeg har svært ved at tro, at jeg er blevet skør, hele min opvækst har folk behandlet mig som om jeg var landsby tossen eller den stakkels forældreløse pige der er blevet vanvittig efter hendes forældres død.  Det er som om deres ord har lavet et permanent brændemærke i panden på mig så alle kan se, hende her er mærkelig, hold jer væk. Hvis jeg beslutter mig at holde mig indenfor, er jeg sikker på at de vil endelig få ret jeg vil miste min forstand. Jeg kan ikke tilbringe min dag sådan, jeg skal gå ud nu og ryd mit sind.  Solen er ved at gå ned, hvis jeg går ud nu, får jeg måske et godt glimt af solen, samt omgivelserne ved havet. Stranden er det eneste sted, jeg har føler mig rolig, hvilket er en af grundene til, at jeg bor så tæt på stranden.  Da jeg tog beslutningen for at flyttede til denne by, fandt jeg den bedste lejlighed for mine behov, lejligheden var måske ikke det mest moderne at se på og lokationen er heller ikke det bedste, men den var som skabt til mig, kort afstand til stranden, stille og rolig omgivelser samt tæt på skoven, som er et ret sjældent syn så tæt på byen. Den største årsag til at jeg elsker denne bolig er at jeg får fred for væsenet, jo tætter jeg er på vandet jo mere fred får jeg, næsten som om at det hader vand, det samme oplever jeg hvis det regner meget, det kan være ren indbildning men det er dejligt at være fri fra dette væsen, så længe som muligt, så da jeg flyttede var jeg så glad for at opleve ro i ny og næ. At gå barfodet i vandet, oplever jeg at min energi straks vender tilbage, og når månen er høj på himlen, kan jeg næsten føle en elektrisk strøm, der strømmer igennem min krop den tomhed jeg oplevede er væk og jeg bliver fornyet for energi, hvilket får mig til at føle mig fri og uden bekymring, det er som om hvert hjørne af min krop helbreder sig selv og genopretter mit mod til livet.  I dag er jeg ikke så heldig at opleve en fuldmåne det ville været rart, at bade i månelyset, men i det mindste kan jeg gå ud og mærke en hvis fred i tankerne ved at gå ved kysten eller dyppe tæerne i vandet en gang og bare nyde solens sidste lysstråler. Før jeg forlod min lejlighed strakte jeg mig ud efter en lommelygte.  Jeg har ingen store planer om at vende tilbage til lejligheden i aften. Jeg kan opholde mig i et hotel i håb om, at atmosfæren er noget bedre, men det er nødvendigt at bringe noget lys med mig det giver mig tryghed for en eller anden grund hvis mørket falder på før jeg kommer til hotellet. Jeg begynder at bemærke en trækkende fornemmelse inde i mig, som om noget holder mig tilbage for at komme ud af døren ,mine ben er tunge og svage, men det lykkedes mig at åbne hoveddøren og gå ind til gangen. Da jeg tog mit første skridt ind på gangen, følte jeg en intens lettelse næsten som om jeg har vundet et kæmpe sejre, jeg låste døren op og løftede hovedet højt og begyndte at gå væk, noget siger mig at jeg vender aldrig tilbage, det er en fjollet tanke, da alle mine ejendomme er her, men for en eller anden grund er jeg sikker på at dette liv jeg lever er slut og det er starten på noget nyt. Solens stråler mod min hud er magisk, den milde kølige vind og solens blide varme var lige hvad jeg havde brug for. Jeg fandt en bænk i sandet og satte sig ned og så bølgerne ramme kysten og med hvert åndedrag fra havet følte jeg mig mere afslappet, jeg kan ikke forklare de følelser der går gennem min krop, er lige trådt ud af mørket til lyset og kan endelig trække vejret igen med lettelse, jeg har brug for at glemme alt hvad der er sket. Har vænnet mig til at mørket hænger omkring mig, som en sort skygge, det er nærmest en hverdag for mig at kæmpe for at trække vejret at blive fyldt med frygt, så når jeg bader i solen og oplever den fred, bliver jeg nærmest sørgelig. Sådan må det være for andre mennesker til dagligt, hvor jeg ville ønske at leve et normalt liv  '' Lea hvil i min varme " Høre jeg ting eller har jeg endelig miste hvad jeg hade tilbage af min forstand. Da jeg vågnede op efter have faldet i søvn på bænken, var alt omkring mig mørkt det var sent og jeg hade svært med at se foran mig, det er tydeligt at jeg var stadig ved havet da jeg hørte havets brus og lugten af råddent tang var meget fremtrædende, jeg famlede rundt på udkig efter min lommelygte, men det ser ud til at jeg har tabt det et sted tæt på, jeg tog en stor åndedræt og forsøgte at huske, hvor vejen er.  "Lea" En tordnende stemme skar igennem luften i et øjeblik blev verden blændende, det gjorde landskabet til et gråligt dystert sted, igen blev mine ben tunge, men denne gang faldt jeg ned på knæ i sandet samt mistede al evne til at kontrollere mine ben, min krop føltes lammet, som om jeg var ramt af lynet. '' Din tid som dødelig er forbi, jeg vækker din families flamme. Vågn op fra din søvn og tjen mig som dine forfædre har " Igen ændrede landskabet sig, havet blev blodrødt og himlen splittede op. "  Jeg mærker dig med din families forbandelse, tjen mig som min præstinde, lev i begge verdner og rens dit blod med dine gerninger ‘’  pludselig begyndte mine palmer at brænde mere og mere" ahhhh "" uhh "en blålig flamme siver ind i mit kød. Jeg kunne lugte min brændte hud smerten skar sig ind til min sjæl og alle min indvolde vrider sig og min krop er ved at give op af smerterne, jeg skreg igen  "Gud, hvorfor"  På en eller anden måde gled disse ord ud af min mund, uden at vide hvorfor jeg sagde det. "Du og dine søstre skal føde en ny fremtid, i vil vandre i mørket med min flamme og bringe lyset tilbage i hjerterne af menneskeheden. Kæmper du imod vil du aldrig opleve himlens gaver og velsignelse " Jeg besvimer, jeg kan ikke holde smerten ud.. Da jeg åbnede mine øjne, var min krop dækket i stort sand. Mine øjne havde svært ved at tilpasse sig til lyset, det var svært at vænne sig til.  Jeg forsøgte at samle mig selv, og da jeg åbnede mine øjne igen, sank mit hjerte, jeg var nøgen. Al sandet på stranden var blevet sort, og folk gloede i forbløffelse og stirrede på mig måbende, de virkede bekymret, men bange, jeg så på mine hænder, og mine hænder var sorte som aske, jeg hade næsten ikke noget hud tilbage på begge mine hænder, jeg følte ingen smerte, men jeg følte begge hænder pulsere i begge håndflader næsten som et hjerterytme, jeg prøvede at stå op, selvom mine ben stadig rystede og var følelsesløse.   En mand løbe hen i mod mig, han lignede en officer, jeg snuble ned et par gange da jeg forsøgte at bevæge mig og stå op, og da han nåede mig, dækkede han mig med sin jakke, jeg lænet mig instinktiv mod hans bryst " tag det roligt du er i sikkerhed nu, læg dig ned igen, du er hårdt såret bare lyt til min stemme og fald til ro '' Jeg kunne ikke høre hans ord så godt, men hans rolige bevægelser og trøstende øjne gav mig en fornemmelse at jeg kunne stole på ham.  Jeg forsøgte at tale, men selv min stemme var følelsesløs og min hørelse var næsten væk fra braget.  '' Det er officer Mark. En ung kvinde omkring 24 år er blevet ramt af lyn, begge arme har forbrændinger i første grad, og hun har problemer med at tale, hun viser ikke tegn på chok eller smerte, men jeg opfordrer ambulancen til at komme så hurtigt som muligt " " frøken bare slap af ambulancen er på vej hvad er dit navn kan du sige dit navn " " Uhhhgh " " Kan du høre mig? nik hvis du kan " " Hun ser ud til at have mistet hørelsen, jeg vil vente ved hendes side, indtil ambulancen ankommer " Jeg kiggede omkring mig, frygten var høj, alle kiggede på sandet og mig, og jeg kunne føle en voldsom frygt brede sig blandt menneskerne.  Den eneste rolige person var nok denne officer foran mig, hans øjne klar som is, stærk kæbe og sort hår gav indtryk af at han var meget beslutsom og forståelig person og da han så på mig, kunne jeg mærke hans rolige og næsten kærlige øjne berolige mit hjerte.  Mit blik rettede sig mod himlen, jeg så skyerne passere mig en efter en, jeg begyndte at huske alt det der skete i går aftes. stemmen var så kraftig at det rystede jorden splittede himlen ændrede humøret på landskabet og vanskabte mine hænder, min krop var som et blad i vinden i forhold til hans tunge og alt hærskende stemme der gjorde mig så lille og ubetydelig hans stemme var så velkendt som om jeg kendte ham som om jeg kender igen anden bedre end ham men han gjorde mig bange jeg vidste inders inde at jeg skulle ikke sige ham imod for han kunne knuse mig med et ord, hvert et ord fik min sjæl til at græde som om hvert ord var helligt, de er brændt i hvert et hjørne i mit sind og min krop vibrere stadig fra hans kraftfulde stemme. Var det virkelig Gud der snakkede til mig? Hvorfor får jeg en fornemmelse at det han sagte til mig var ikke noget positivt. At være helt nøgen og til dels sprød, er jeg meget taknemmelig at jeg har ingen smerter.  Jeg forventede at sådan en prøvelse vil give mine hænder en del smerter, men mine hænder føles normale kunne kun mærke en bankende fornemmelser i mine håndflader. Mærkeligt.  Kan jeg ikke få en normal dag i mit liv.